Før jeg blev gravid for anden gang kom sagen om den bortviste kvinde fra Illum frem. Jeg blev chokeret, men tænkte også bare: godt – jeg holder mig væk fra Illum, og i særdeleshed denne restaurant, som jeg ellers havde hørt så meget godt om under min første barsel – ja jeg ville nærmest sige at det lød som et mekka for ammende kvinder. God service, god mad og gode faciliteter.
Da min fødsel nærmede sig kom der flere sager frem.
Dette blogindlæg har vundet FEMINA Blogaward kategori: DET DEBATTERENDE/TANKEVÆKKENDE INDLÆG. Læs mere på FEMINA.dk
Endnu en ammende kvinde var blevet bedt om at stoppe med at amme eller forlade stedet. Endnu en gang skete det på et sted i min hjemby København.
Min skønne datter kom til verden, og vi nød de første uger hjemme i vores “hule”.
Men som tiden gik og vi begyndte at gå ture med barnevognen, fandt jeg ud af at jeg pludselig ikke var så bekvem ved at amme hvor som helst når sulten meldte sig, som jeg var sidst. Jeg holdt mig helt omkring mit hjem, så når hun vågnede der i barnevognen, så kunne vi bare lige smutte op i stuen. Jeg aftalte ikke med andre mødre at gå ture, for jeg kunne slet ikke overskue lige pludselig at skulle stå der og amme et eller andet sted – hvor vi nu end befandt os. Hvad skulle jeg dog svare igen hvis nogen bad MIG om at pakke sammen? Mig der bare vil være den bedste mor jeg nu kan være for mit eget barn.
Her ammer jeg min nyfødte datter – uvidende om hvor svært det vil være for mig at amme offentligt i resten af barslen.
Med følelserne helt udenpå valgte jeg at være i en radius af maks 1 km fra mit hjem. Og sådan har det været i hele min barsel.. Nu på 12. måned.
For jeg fik en fødselsdepression… En mild en af slagsen, men nok til at jeg i lange perioder slet ikke føler, at jeg er mig selv. Min altid smilende og meget selvsikre og muntre opførsel er blevet erstattet med usikkerhed, nervøsitet og utilstrækkelighed. En presset situation udløser det hele på en gang, og så går der uger hvor jeg må kæmpe mig op igen – ud af det sorte hul jeg pludselig befinder mig i.
Jeg savner de mange cafebesøg jeg havde under min første barsel. Jeg savner de lange gåture med veninderne. Alle shoppingturene med min smukke førstefødte i barnevognen. Vi slentrede gaderne tynde, og jeg havde det godt – vi havde det godt! Jeg var blevet mor. Jeg var i en boble af lykke, og det var som om alle i verden passede på mig – den sårbare nybagte mor.
Sådan føltes det på ingen måde anden gang.
Da jeg en dag så de omtalte silikonebryster på busserne i København – lige ude foran min datters børnehave – tænkte jeg: “kan det virkelig være rigtigt?? Kan de der patter bare hænge der på bussen, og så kan jeg ikke engang amme mit barn offentligt? Mit eget barn har set mig amme utallige gange. Sidst sagde hun til mig “mamma, jeg tror bare du skal have sådan en hive-ned-kjole på altid, for så kan Lovisa bare få boobies (det kalder vi dem) når hun har lyst” hun er helt med på, at babyer bare skal ammes når de er sultne eller vil have tryghed.
Hvordan skal jeg mon forklare de bare bryster på bussen for hende? “Jo ser du skat, nogle kvinder får af forskellige årsager fjernet deres egne bryster og erstattet med en hoppepude i miniformat, og de hænger det på busserne fordi dem der sælger dem gerne vil sælge mange flere!” Nej vel? Der må vi vidst komme op med en helt anden helt anden historie.
Eller har I hørt radio i dagtimerne? I De nyeste reklamer for Victoria Milan har de haft noget af en tekstforfatter ind over. De gør utroskab legitimt ved at lægge ud med at sige at “det er ok at flirte” for i sidste ende at få dig til at tro (hvis du ikke er Obs!) at det er helt okay at have en affære. I deres anden reklame kalder de det et alternativ til skilsmisse.
Hvor er det jeg vil hen med det?
Det sender helt forkerte signaler at vi i medierne tillader blottede bryster og reklamer for utroskab – men vi afviser ammende mødre. Jeg vil gerne udsætte mine børn for kvinder der ammer deres babyer. Jeg vil ikke udsætte dem for reklamer for brystoperationer og utroskab. Det er grundlæggende værdier vi taler om her!
Jeg har haft en skøn, men også hård barsel. Jeg har stort set ikke været udenfor en dør, men når jeg har, så har det været så enormt stressende for mig, at jeg i lang tid igen har måttet blive hjemme. Jeg har nydt de få gange det er lykkedes mig at se mine veninder. Det er dog aldrig lykkedes i det offentlige rum. Jeg bliver stresset og utilpas når jeg sidder og fumler rundt i ammetrøje og amme-bh, og skal sørge for at ingen ser NOGET SOM HELST og helst, at de ikke engang lægger mærke til, at jeg lægger hende ned til mit bryst, for tænk nu hvis de så fortæller mig, at jeg ikke må? Hvad nu hvis de siger at jeg skal gå min vej? Hvad nu hvis de kalder mine bryster eller min baby for “det der”? Hvordan kunne jeg så på nogen måde svare dem igen så de får samme forurettede følelse som mig? Hvordan skulle jeg nogensinde kunne det når jeg i forvejen har det som jeg har det?
Men så kan jeg jo bare blive hjemme – det er i hvert fald hvad de fleste modstandere af ammende mødre på cafeer mener. Og det har jeg så også gjort – jeg er blevet hjemme. Og hvor jeg dog savner at kunne føle mig som et helt normalt menneske, der går rundt i vores samfund! Hvor har jeg savnet at komme længere end 5 minutter fra hvor vi bor! Hvor har jeg savnet den følelse af normalitet af at jeg selvfølgelig – som så mange andre – ammer mit barn!
Denne står på glyptoteket i København. Det er vist ikke længere tilladt i vores samfund. Den hedder i øvrigt “moderkærlighed”.
Hvis I ikke vil have børn – helt generelt – på jeres restaurant eller cafe – så sæt dog et skilt op med det! Lad være med at afvise ammende mødre fordi det ikke lige passer jer at vi sidder med vores små skønne nyfødte skærmet fuldstændig af i stofbleer, dyner og halstørklæder.
Hvorfor er der plads til seksuelle reklamer og bare bryster i vores samfund, når der ikke er plads til mig? Hvorfor er der ikke plads til alle ammende mødre i vores samfund?
Vores ligestillingsminister ser det ikke som et problem. Hans kone er aldrig blevet afvist. Det er jeg heller ikke. Men jeg frygter at blive det. Og frem for alt, så frygter jeg den sorg og krænkelse det vil give mig hvis jeg en dag bliver bedt om at pakke det der væk! Og hvad med min baby? Skal jeg hive brystet væk fra hende midt i hendes måltid? Skal vi sætte os ud på kantstenen og amme færdigt der?
Skribent: Kim Hansson, mor til 2, og indehaver af BabySigning
The post Jeg tør ikke længere amme offentligt appeared first on BabyBusiness.dk.
